"Hvorfor, hvorfor, hvorfor, hvorfor skal dette dog overgå mig?"
- Er den tanke, jeg år efter år sidder i min lille hjemmekreerede hule og prøver at undgå at tænke. Alligevel ender jeg altid op med at skrige den så højt inde i mit matte, grå hovede, at det næsten gør ondt.
Denne måned - der hvert eneste år starter ud med at være en tilforladelig måned. En måned med bare en rest af farve, som jeg desperat klynger mig til, mens jeg ryger flere cigaretter end normalt, drikker mere kaffe og spiser langt mindre mængder mad.
Det er min egen form for desperate overlevelse, der er essentiel for min kontinuerlige lykkelighed i denne måned af matterende, kvælende intetsigenhed. Jeg finder måneden uinspirerende ... måske decideret antiinspirerende, men som oftest kan jeg klare mig igennem måneden med en pande, der endnu ikke er blevet presset ned i gruset af det massive depressionspres.
I år har dog været en undtagelse. Jeg er blevet overtaget så komplet af det grå, at selv ikke kaffe og cigaretter kan redde mig op af dette hul, hvor kun nætter bestående af Jazz synes at være tæt på at redde mig. Hvor er det kliché at blive vinterdeprimeret (jo, november er fandme vinter!) ...novemberdeprimeret. Hvor er det kliché at klage over novembergrå.
______________________________________________
"Året har 16 måneder: November,
december, januar, februar, marts, april,
maj, juni, juli, august, september,
oktober, november, november, november, november."
-Henrik Nordbrandt
_______________________________________________
Bliv nu jul, for fanden i helvede!
