Og jeg ved godt, at man ved denne erklæring nødvendigvis må påpege, at hade er et meget stærkt ord.
- Ikke desto mindre er det sådan, at ligepræcis had er den grad af aversion, jeg føler mod dette stadie af ubegrundet trang til at være omkring en person (eller en ting eller et dyr. Noget.) hele tiden. Det er min mening om følelsen af, hvordan ens hverdag i stilhed - yderst listende og snedigt - kommer til at dreje ind på et spor, hvor intet andet end denne ene ting synes at have meget betydning for ens psykiske velvære. Besættelserne. Tvangstankerne.
Jeg hader, hvordan du lister dig ind under huden på mig og sidder som en konstant bevidsthed. En konstant, tikkende fornemmelse, der altid ligger og lurer et sted lige inde bag pandeskallen, hvor den er parat til at eksplodere i en kaskade af forkrampet opmærksomhed, der omslutter hver en muskel i kroppen ved den mindste påmindelse om din eksistens.
Ét glimt - og resten af verden evaporerer ind i en sløret tåge af ubevidst, bagatelliseret indifference. Og hvad er grunden til denne meningsløse ophøjelse? Hvorfor gentager glorificeringen af, hvad der blot burde blive ved den blotte fascinations mere skuldertrækkende niveau sig for mig?
Jeg forstår ikke, hvilken blæsebælg af tanker eller uopfyldte behov der nærer min absurde oppustning af affektionsballonen.
... Et eller andet må der jo mangle.
