Don Quijote part 1

Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse er ikke for alle. 

Gennem mit liv har jeg læst en del bøger, og i løbet af de seneste par år har jeg haft et behov - en trang til at gå tilbage til starten af det hele. Det er et faktum, at når man læser al nutidig litteratur, så kommer man til at mangle noget, når man ikke har samme referenceramme som den pågældende forfatter... Og det frustrerer mig; det frustrerer mig noget så grusomt, at det går helt ind i knoglerne på mig.
Og ét tilfælde af manglende litterær viden har frustreret mig så meget, at mit sidste projekt var at læse en bog fra 1606 - og jeg fortryder det ikke et øjeblik. 

Cervantes har gjort et stykke arbejde, der ændrede litteraturen for altid. "Don Quijote af Mancha del 1" er forbavsende, anderledes, fantastisk skrevet - og ikke mindst hysterisk morsom. Man krummer sine tæer til uigenkendelighed, når den dybt illussionerede ridder prøver at redde verden. Men det er tungt; det kommer man ikke udenom. 

Der er skrevet så mange ord, bøger endda, om dette specielle stykke litteratur, at det ikke er til at komme udenom. Derfor vil jeg så vidt muligt, jeg kan, forsøge at hoppe så let og elegant over alle kliché-sumpene, at jeg ikke får helt gennemblødte fødder.
Vi drages i løbet af eventyret ud på en hæsblæsende rejse, hvor den rustne Don Quijote i en rus af ridderillusioner redder børn, nedslagter kæmper - og indlogerer sig på alverdens fortryllende slotte. - Men den virkelighed vi som læsere er oplyst om er blot en anden. Den ædle mand render forvildet rundt i en verden, hvor folk udmærket er klar over, at der hverken findes drager og kæmper - og derfor har de ikke brug for de vandrende riddere. Og dette gør da også, at vores hovedperson, i sin ellers så gode, ædle mening, kommer ud for alverdens ulykker - til stor glæde og gru for os som læsere. 


Bogen fremkalder så megen ambivalens, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Man kastes rundt mellem flovhed, begejstring, græmmelse, gru og medlidenhed - alt imens det eminente sprog får selv de kedeligste passager til at overskygge meget (hvis ikke stort set det meste) andet litteratur, der er skrevet sidenhen.
I løbet af læsningen var jeg til tider ved at dø af kedsomhed - men samtidig kunne jeg ikke holde op igen. Bogen har givet mig megen forståelse - og jeg glæder mig til part 2, der eftersigende skulle være dybere, mindre ramasjangfyldt - og ikke mindst have en mere filosofisk tilgangsvinkel.

Men det kræver tålmodighed. Tålmodighed og vilje at læse bogen - og hvis man ikke har det, så er det dumt at gå igang. For Don Quijote, Ridderen af Den Bedrøvelige Skikkelse, er ikke for alle.

Foer

Ekstremt Højt og Utroligt tæt på.

Jeg tror efterhånden, jeg må have været et af de sidste væsener i den civiliserede verden, der ikke havde fået læst Foers 'Ekstremt Højt og Utroligt Tæt På'. De seneste år synes jeg, der har været så meget opmærksomhed omkring bogen - fra så mange forskellige målgrupper, at det ikke kan tælles på 100 hænder; heller ikke, hvis de skulle være røde.

Bogen har været overalt, hvor jeg har kigget hen - og selvom hypet er drevet over, så synes jeg, den fortjener nogle ord (tankestrøm. tankevandring. tankekludder) fra mig. For den er rørende, den er morsom, og der er så mange temaer i den, at ena jeg aldrig får tænkt på dem alle.

Hvis man skulle forsøge at skrive et par ord om Jonathan Safran Fores Ekstremt Højt og Utroligt Tæt på, ville det nok handle om skrivestilen såvel som de gribende temaer som tab, at sørge – og ikke mindst dét at komme videre.

Foer tog mig med på en rejse på tværs af tid, fortæller og landegrænser, og mens nutiden handler om tabet af en far og en storslået skattejagt gennem New Yorks gader, omhandler fortiden en stum mand med tatoveringer på hænderne, krig i 1940’erne og flere sørgelige historier fortalt gennem de 3’s opfattelser.

At hovedparten af bogen er set gennem øjnene på en så speciel 9årig dreng, simplificerer budskabet – og fortolkningen af, hvordan sorg kan vise sig. Oskar bliver et talerør for de store og fantastiske tanker, fantasien; og måske også vigtigst af alt håbet. Det er gennem hans øjne, vi ser virkeligheden og bliver gjort opmærksomme på de mindre ting, man ofte glemmer, når voksenlivet melder sin konformismeprægede ankomst.

Men der er flere hovedpersoner. Flere tider. Flere tolkninger – og flere forskellige udlægninger af, hvordan virkeligheden egentlig udspillede sig. Vores 3 skæbner fletter sammen i deres beskrivelser af begivenheder, vi aldrig finder ud af, hvordan egentlig fandt sted.

Men det er måske en pointe i forhold til, at man aldrig ved, hvad der virkelig skete ved en given lejlighed. For kendsgerninger bliver vel altid farvet af vores egne indtryk, gør de ikke? Når vi danner vores minder, skaber vi så ikke selv virkeligheden? Skriver vi ikke selv vores egen historie i hovedet, når vi erindrer begivenhederne, som vores underbevidsthed fortæller os?

Er der overhovedet nogen fast virkelighed, eller eksisterer den kun gennem vores farvede billeder af den?

Jeg tror, at det, der fascinerer mig mest ved Ekstremt Højt og Utroligt Tæt På er, at den behandler et så ømtåleligt emne som tab af en forælder (og søn) på en facon, hvorpå man trods det forfærdelige stort set ikke fælder en tåre under læsningen. Realismen blander sig med en storslået skattejagt i hele New York, og den enstrengede handling bliver slået itu, når man kastes fra 2003s NY til den tyske by, Dresden under 2. Verdenskrig.

Der er så mange spor, så mange uafsluttede ting – og så meget, der lader læseren tænke og overveje, om de vil være pessimister eller optimister. 

. . .

Der sker noget nyt.

Wow.

Et år (eller i hvert fald noget, der minder næsten uhyggeligt meget om det) er gået siden jeg sidste gang sad foran denne selv samme computer og gik i gang med at skrive et indlæg her. Et år er gået, hvor alt har været så ukompliceret og mildt, at der end ikke er én lille desperat følelse, der er kravlet fra mit hovede og ud gennem mine fingerspidser for at nedskrive sig selv i en camouflerende ordstrøm. Jeg har været gladere end nogensinde før - og det er måske grunden til, jeg har undladt at belemre verden med ligegyldige blogindlæg.
Jeg har ikke en eneste gang følt den nærmest fysisk drivende trang til at ytre mig i et nogenlunde offentligt forum for at få afløb for nogle af alle de tanker, der nu engang bakser rundt inde bag kranieskallen på os alle.

Så i dag tænkte jeg: Hvad er så grunden til at have en blog overhovedet? Det er jo ikke, fordi jeg bilder mig ind, at jeg har en eneste læser, der stadig følger en blog, der afgik ved døden for mange måneder siden.

Derfor besluttede jeg mig for, at der måtte ske noget nyt.

Billede: Flue der går på Paul Austers 'New York Trilogien' juli 2011

Jeg bestemte mig for, at jeg ville begynde at skrive noget om en af mine største passioner; Litteratur.

Mere for min egen skyld, end for nogen andres, vil jeg skrive nogle ord om de bøger jeg læser - for at undgå at glemme dem, og ikke mindst for at tvinge min egen til tider sløve hjerne til at reflektere over de ord, den indtager så råt engang imellem.

For hvad er grunden overhovedet til at læse god litteratur, hvis man ikke reflekterer over budskabet - og hvis man ikke husker det senere?

Nu må vi se, hvad det bliver til.
(Af en eller anden grund kan jeg ikke få den rigtige skriftstørrelse... Vi må bære over med Blogger)