Ekstremt Højt og Utroligt tæt på.
Jeg tror efterhånden, jeg må have været et af de sidste væsener i den civiliserede verden, der ikke havde fået læst Foers 'Ekstremt Højt og Utroligt Tæt På'. De seneste år synes jeg, der har været så meget opmærksomhed omkring bogen - fra så mange forskellige målgrupper, at det ikke kan tælles på 100 hænder; heller ikke, hvis de skulle være røde.
Bogen har været overalt, hvor jeg har kigget hen - og selvom hypet er drevet over, så synes jeg, den fortjener nogle ord (tankestrøm. tankevandring. tankekludder) fra mig. For den er rørende, den er morsom, og der er så mange temaer i den, at ena jeg aldrig får tænkt på dem alle.
Hvis man skulle forsøge at skrive et par ord om Jonathan Safran Fores Ekstremt Højt og Utroligt Tæt på, ville det nok handle om skrivestilen såvel som de gribende temaer som tab, at sørge – og ikke mindst dét at komme videre.
Foer tog mig med på en rejse på tværs af tid, fortæller og landegrænser, og mens nutiden handler om tabet af en far og en storslået skattejagt gennem New Yorks gader, omhandler fortiden en stum mand med tatoveringer på hænderne, krig i 1940’erne og flere sørgelige historier fortalt gennem de 3’s opfattelser.
At hovedparten af bogen er set gennem øjnene på en så speciel 9årig dreng, simplificerer budskabet – og fortolkningen af, hvordan sorg kan vise sig. Oskar bliver et talerør for de store og fantastiske tanker, fantasien; og måske også vigtigst af alt håbet. Det er gennem hans øjne, vi ser virkeligheden og bliver gjort opmærksomme på de mindre ting, man ofte glemmer, når voksenlivet melder sin konformismeprægede ankomst.
Men der er flere hovedpersoner. Flere tider. Flere tolkninger – og flere forskellige udlægninger af, hvordan virkeligheden egentlig udspillede sig. Vores 3 skæbner fletter sammen i deres beskrivelser af begivenheder, vi aldrig finder ud af, hvordan egentlig fandt sted.
Men det er måske en pointe i forhold til, at man aldrig ved, hvad der virkelig skete ved en given lejlighed. For kendsgerninger bliver vel altid farvet af vores egne indtryk, gør de ikke? Når vi danner vores minder, skaber vi så ikke selv virkeligheden? Skriver vi ikke selv vores egen historie i hovedet, når vi erindrer begivenhederne, som vores underbevidsthed fortæller os?
Er der overhovedet nogen fast virkelighed, eller eksisterer den kun gennem vores farvede billeder af den?
Jeg tror, at det, der fascinerer mig mest ved Ekstremt Højt og Utroligt Tæt På er, at den behandler et så ømtåleligt emne som tab af en forælder (og søn) på en facon, hvorpå man trods det forfærdelige stort set ikke fælder en tåre under læsningen. Realismen blander sig med en storslået skattejagt i hele New York, og den enstrengede handling bliver slået itu, når man kastes fra 2003s NY til den tyske by, Dresden under 2. Verdenskrig.
Der er så mange spor, så mange uafsluttede ting – og så meget, der lader læseren tænke og overveje, om de vil være pessimister eller optimister.
. . .
