To beast or not to beast

Franz Kafka - Forvandlingen 

Jeg er endnu ikke så velbevandret i Kafkas forfatterskab - men endnu engang imponerer han mig vildt, og jeg kan ikke gøre andet end at begræde hans alt for tidlige død, og hans derved alt, alt for begrænsede publiceringer. Når det er sagt, så skal man nyde de bøger, der er - for få steder i verdenslitteraturen finder man ens så sublim og finurlig kritik af bureaukratiets uigennemskuelighed samt - i dette tilfælde - den "menneskelige" bestialitet.

'Forvandlingen' starter en morgen, hvor Gregor Samsa vågner op i sin seng for at finde ud af, at han i nattens løb er blevet forvandlet til et kæmpemæssigt insekt. Der bliver givet ingen forklaringer - end ikke stillet nogle spørgsmål til hvordan, eller hvorfor denne forvandling har fundet sted, for dybest set har det absolut ingen betydning for historien. Nej, denne historie handler ikke om magi eller overnaturlige hændelser - den handler om, hvordan man behandler andre mennesker. For som Gregor Samsa har beholdt sit menneskelige, selvopofrende sind, er resten af hans familie ikke i stand til at se udover hans monstrøse ydre.

Bogens vigtigste tema ligger under realplanet og viser os nogle svagheder ved den måde vi agerer overfor hinanden - men også os selv. For ikke nok med, at vi kan have en tendens til at (hvor klichée det end lyder) at skue hunden på hårene, så kritiserer (eller måske nærmere begræder) bogen en selvopofrelse for dem man elsker, der i sidste ende bliver selvudslettende.
Forvandlingen får os til at tage vores gængse opfattelser af, hvordan man beskriver svigt og snævertsynethed op til revision.

For i sidste ende stiller bogen det spørgmsål, der i hvert fald henledte mine tanker på en bog, som Victor Hugos "Klokkeren fra Notre Dame" - for når alt kommer til alt, hvem er så i virkeligheden et monster, og hvem er en mand?

I am Peter Stillman. That is not my real name. 




- Genlæsning af New York-trilogien. Mit hovede er allerede ét stort rod af labyrinter. 

Filmatiseringer og flommede fejlcastings

Nej, nej, nej, nej.....

Jeg må indrømme, at jeg aldrig har været meget for filmatiseringer af særlig mange bøger, jeg har læst. Det er meget sjældent, at en sådan filmatisering kan fange, hvad man som læser har fået ud af den givne bog. Det fantastiske... det magiske ved bøger er jo netop, at man selv forestiller sig så meget. At man selv at skabe en hel verden og føle på en anden måde, end når an får serveret det hele på et fjernsynsfad af sølv.

Men bevares. Filmmediet er nu engang ganske populært, og at jeg føler en aversion mod filmatiseringer - også de gode af slagsen - skyldes nok hovedsagligt, at jeg hader følelsen af at genlæse en bog... Blot for at finde ud af, at istedet for ens egen, originale forestilling, figurerer nu blot gengivelser af en andens tolkning af den selvsamme historie - hvis man er heldig med et sløret skær af det flakkende minde, man har om sine egne tanker omkring sig.

Derfor bliver det så meget værre, når castingen er så fejlagtig, som der er tale om her.

Tom Hanks bliver aldrig, og jeg gentager.. aldrig Oskar Schells far i Ekstremt højt og utroligt tæt på ifølge mig. Der er ikke så meget andet at sige, end øv.

Jeg er stadigvæk i et dilemma, om hvorvidt jeg skal se denne film eller ej.

Jeg undskylder for kvaliteten af dette indlæg. Jeg måtte bare have min frustration over, at Tom Hanks skal figurere i alt, ud. 

- Liva

of mice and men and me

Den har med brutal, utilsløret og nådesløs simplicitet revet benene så langt væk under mig, at jeg har svært ved at finde fodfæste og give mig til at læse andet litteratur end Steinbeck igen. Of Mice and Mne er en af de store, (små) klassikere, og det er berettiget.  Steinbeck formår med rørende simplicitet at beskrive forhold mellem venner, fjender, folk og fæ, så det går direkte ind og sætter sig et sted inden i læseren, hvor det ikke rigtig forsvinder fra. Det bliver siddende i brystet som en lille påmindelse om nogle ubeskrivelige sandheder - længe efter man har læst den.
Bogen indeholder i sine karakterer en naivitet og ligefremhed med så megen følelse og indsigt, at jeg ikke kan beskrive det.
Steinbeck har her rørt mig, som det er lang tid siden, jeg er blevet rørt.

I Of Mice and Men bliver læseren taget med på en rejse til 30'ernes Depressionshærgede USA, hvor den økonomiske situations skygger strakte sig langt ind i sindene på hver en indbygger. Den beskriver en tid, hvor de lavere arbejdersamfundslag måtte slide til dagen og vejen på en tilfældig ranch til en tilfældig gage.

Bogen beskriver det unikke forhold mellem den barnagtige, grænseretarderede Lennie og hans bedste og eneste ven, George. Den beskriver, hvordan et umage par i en verden af modgang og misundelse er i stand til at få bygget så stærk en illusion om, at de kan arbejde sig op til noget godt, at al modgang preller af på dem. 

Bogen balancerer konstant mellem håb og en potentiel forestående tragedie, mens man som læser sidder fastklemt mellem så mange modsatrettede følelser og forventninger, at det kan tage pusten fra selv den mest garvede observant. Man ønsker, at det skal ende lykkeligt for de to hovedpersoner, men den konstante, nagende følelse af kollision dukker konstant sit grimme fjæs op bag enhver skrøbelig, blød eller skruppelløs ting og giver ikke læseren mere end få øjeblikkes håbefuld fred.

. . .

Of Mice and Men er en fantastisk bog og en smertefuld bog, der på én og samme tid genopliver og brutalt knuser læserens tro på det gode i mennesket.

Så mange bøger, så lidt tid

Jeg har tænkt lidt. 

Ikke at dét skulle være noget nyt eller på nogen måde spektakulært, men de tanker, der har arbejdet sig frem i mit hovede har måske en ret reel relevans for denne blog. 

Jeg har nu skrevet (kun) 2 indlæg om bøger her på det seneste, og de har begge på mystisk vis sneget sig til at få en toneangivende længde af uoverskuelig grad. Det er gået op for mig, at i mit relativt travle liv, hvor ikke en liden mængde litteratur siger hej, er der simpelthen ikke tid til at lave så lange tekster om alle bøger, jeg læser. Det er et for stort projekt, og det har egentlig heller aldrig været målet med dette elektroniske forum for mine personlige bearbejdelser af litteraturen. 

Dette var blot en lille notits, for jeg kan ikke understrege nok, at indlæggenes fysiske længde på ingen måde nødvendigvis har noget med litteraturens kvalitet at gøre. 

Upcoming tanker om en bog:
John Steinbeck, "Of Mice and Men"  

(Hold nu op, hvor er jeg heldig, der findes så megen god litteratur.)

. . .