Jeg har lige færdiglæst Siri Hustvedts 'What I Loved', og jeg kan mærke, jeg er for berørt til at skrive noget mindeværdigt om den lige nu. Det kan være, dét kommer, når jeg jeg kommer mig over, hvor grusomt fantastisk rørende den er.  Så kan det være, jeg kan træde et skridt tilbage og måske blive i stand til at analysere lidt på både hvor smukt, men også hvor klogt, skrevet den er. Hustvedt er vist næsten så labyrintisk som sin mand; jeg har bare sjældent oplevet så meget menneskelig og psykologisk dybde og indlevelse i en bog.

For short: Bogen, der er en livshistorie, der fortælles af den, "nu" gamle og svagtseende, Leo Hertzberg, handler om erindringens kraft, og hvad vi husker. Den handler om kunst og om formidling, om sociopati og 'hysteria'. Men mere end alt andet handler den om kærlighed og dét at miste. Og disse temaer er eksekveret ... på en måde, jeg ikke har ord for lige nu.

LÆS.DEN.