On Booze - F. Scott Fitzgerald

"On Booze" af F. Scott Fitzgerald, (Picador 2012) 3/5 stjerner

Da jeg åbnede 'On Booze' troede jeg, jeg skulle kastes ind i vrimlende, snurrende, vanvittige beskrivelser af Fitzgerald og alkohol. Jeg troede, jeg skulle med på en rejse til '20erne og bade i champagne til tonerne af jazz, mens Fitzgerald skulle være min fordrukne og til tider tømmermændsramte guide. 

"Then I was drunk for many years and then I died." 

... Og dét troede jeg med rette. Bogens bagside præsenterer 'On Booze' som en samling af drukhistorier om én af nyere tids mest notoriske alkoholiserede genier. Den beskrivelse er dog ret langt fra sandheden. Ofte føles de udvalgte erindringer og essays malplaceret under en sådan beskrivelse - det synes til tider, at de blot er valgt ud, fordi ordet 'booze' bliver nævnt en enkelt gang.

Men når det er sagt, så er dette selvfølgelig et værk af netop Fitzgerald, og svimlende smukke beskrivelser af landskaber og byer og følelser og alkohol florerer da også på de små sider. 

"That night we stopped under the white-trunked trees to open the windshield to the moon and to the sweep of the south against our faces, and to better smell the fragrance rustling restlessly amidst the poplars."

... Det er bare ikke rigtig helt nok. Jeg var faktisk parat til at give den her bog 2 stjerner på trods af, at jeg knuselsker dens forfatter, men så kom uddraget fra 'My Lost City' om New York, den skønne by, og slog benene væk under mig. Fitzgerald kan, som ingen anden, skabe en stemning og få læseren til at leve sig ind i de hvirvlende beskrivelser af fest og champagne og sorg og fremmedgjorthed. 

"And with the awful realization that New York was a city after all and not a universe, the whole shining edifice that he had reared in his mind came crashing down."

Egentlig synes jeg virkelig bare, at det er  ærgerligt,  at  sådan  en  smuk  bog  om  så gennemført vild og tosset og damaged en mand bare ikke er bedre. Men hvis man alligevel er die hard Fitzgerald-fan, er den bestemt et kig værd.

Til gengæld bliver jeg nu nok nødt til at læse 'The Crack-Up,' om Fitzgeralds depression og alkoholmisbrug. (selvom det ikke ligefrem lyder som opmuntrende læsning.)

Boglig bolig #1

Da jeg forleden sad og kiggede rundt i min stue, gik det pludselig op for mig, hvor meget litteratur fylder i mit hjem. Ikke blot inde i hovedet på mig og i form af bøger, der ligger spredt i min lejlighed.

Jeg går, på trods af min status som komplet og uopretteligt rodehoved, meget op i min bolig, og derfor synes jeg, det kunne være sjovt at vise jer en serie af, hvordan litteraturen også har sneget sig ind i mit hjem som en integreret del af min indretning.

Startende med dette lille billede.

Det her lille tekstudsnit er en del af et digt ved navn 'The Dream' af én af mine absolutte yndlingspoeter, William Blake. 

Billedet har faktisk en ret sjov historie - det er en hjemmekreation, jeg biksede sammen, fordi jeg ingen penge havde, da jeg først flyttede ind i min lejlighed, efter et halvt års ophold i Paris. Og mens jeg stadig brugte en flyttekasse som sofabord, var det her billede det eneste, der prydede mine vægge.

Jeg synes, disse to vers har den fineste ordlyd, og jeg elsker idéen om, at der altid - ligegyldigt hvor langt væk hjemmefra man kommer - (hvordan man end vælger at tolke det,) vil være en nynnende bille, til kan guide én hjem igen. 

'The Dream' fra Songs of Innocence and Experience, William Blake

Om at læse og at glemme.

Min hukommelse har altid være god. Sådan virkelig god. Da jeg var yngre kunne man læse én ting højt for mig, og jeg ville kunne huske det årevis senere. Det har dog ændret sig. Signe fra Anden til Højre fik mine tanker henledt på dette med sit sidste indlæg. For netop det at glemme, hvad jeg har læst, har været mit største bogrelaterede problem de sidste par år. Et godt og virkelig tosset eksempel (der illustrerer problemets alvor!) er fra forleden. Bedst som jeg sidder i min sofa med en kop te og nyder en bog af Sartre og har det lidt optursagtigt over mig selv, går det pludselig - halvvejs igennem den sørens bog - op for mig: jeg har læst den før...

Behold: the forgotten.

Så vi er altså nået hertil igen: på trods af, at goodreads findes, og at jeg knuselsker den side for at kunne huske mig på, hvad jeg har læst hvornår, er jeg altså begyndt at glemme bøger igen. De forsvinder stille og roligt fra min bevidsthed : sniger sig snedigt ud af mit hovede camoufleret i strømmen af silende ligegyldigheder. 

Men det skal blive løgn, skal det.

Meningen med at oprette denne blog - eller i hvert fald at omdanne den til en bogblog - var jo egentlig, at jeg skulle få et incitament til at skrive. Et incitament til at reflektere en smule. Og et incitament til at huske de bøger, jeg læste. 

... Resultatet taler vist for sig selv. (Jeg vil godt afsløre, jeg ikke er voldsomt stolt af mit engagement her på bloggen.)

Derfor melder jeg nu officielt et genoplivningsforsøg af 'A Useless Life is an Early Death' på banen : måske med en lidt mere moden og lidt mere tilstedeværende stemme. Vi får se. 

...

 LIVA