søndag den 9. november 2014

Erindring er en satan


Det er virkelig underligt, hvordan ens liv kan ændre den måde, man ser på ting. Man bliver ældre og begynder nødvendigvis at opfatte tingene anderledes... Men hvad der flere gange er kommet som en overraskelse for mig er, at det også kunne ændre den måde, man ligefrem læser bøger på. At man kan sidde med en bog, der burde være velkendt. En bog, der burde være et pust af barndom, og at den så pludselig kan have transformeret sig for øjnene af én - og synes som en helt anden bog. 


Mine forskelligartede læseoplevelser med The Catcher in the Rye (eller Griberen i rugen,) er et godt eksempel på dette. Første gang jeg læste bogen, syntes jeg, den var noget af det mest ligegyldige og overfladiske skrevet om én af de mest irriterende karakterer, jeg nogensinde har læst. Jeg forstod derfor virkelig ikke, at så mange mennesker, hvis litterære holdninger, jeg stolede på, sagde, den var fantastisk - så jeg gav den en chance mere efter 4 års spot af bogen ... Og den viste sig at være helt fantastisk.
Det var den underligste oplevelse at læse de samme sider i den samme bog, der pludselig havde transformeret sig til én af de fineste læseoplevelser om ungdom og rodløshed, jeg nogensinde har haft. Jeg ved ikke, om det var, fordi min anden læsning var på originalsprog, eller om jeg simpelthen bare var blevet ældre, men bogen rørte mig på en helt særlig og fin måde, og den er blevet hos mig lige siden.


Det kan dog også være en meget anderledes oplevelse sådan at genopleve bøger. For et par år siden, fandt jeg Anne Lilmoes' bøger om Yaxhiri hengemt i en støvet kasse med glemte børnebøger. Da jeg spottede dem, var det som et pust af barndomsforventning blæste ind over mig. Yaxhiribøgerne er hvad jeg husker som nogle af de mest skelsættende bøger fra min barndom - i løbet af 7 bind følger man karakteren Yaxhir i sin færd for at finde ud af, hvor hun kommer fra. Hun rejser til fremmedartede lande, møder magiske mennesker og bliver ældre. Det er en lille serie, der følger en spektakulær kvinde fra fødsel til død.
Så da jeg genfandt historierne om min barndomshelt, boblende af forventningsfuld lykke, satte jeg mig ned for igen at blive opslugt af Yaxhiris verden.
Det skulle jeg aldrig have gjort.
Selvom universet var genkendeligt, kunne jeg ikke forstå, at det var de samme bøger. Det føltes, som om nogen havde været inde og ændre i dem og omskrevet dem for at drille mig. Problemet var, at de bøger simpelthen havde betydet så meget for mig, og at jeg stadig ser dem som epokegørende læseoplevelser i mit liv. Jeg udviklede mig med Yaxhiri - jeg fulgte hele hendes liv... Og følelsen af at komme tilbage til et land, til et univers, der burde være velkendt, men som i stedet skurrede hånligt ringe i ørerne på én, fordi det gik op for én, at de virkelig bare ikke er særlig godt skrevet - det var forfærdeligt og noget af det mest desillusionerende, jeg har været ude for. 


Men det kan også være en evig glæde at vende tilbage til barndommens læseoplevelser. Som så mange andre er jeg en (gudskelov) uhelbredelig Harry Potter-fanatiker. Når man åbner de efterhånden virkelig slidte, semi-gulnede sider, og der strømmer en bølge af velkendt varme fra J.K. Rowlings ord over én, er det måske så tæt på ren, lunende lykke, som jeg kommer. Jeg er tryg, når jeg lader de bøger opsluge mig med hud og hår, på trods af, eller måske fordi, jeg har læst dem så mange gange før. 
Jeg har ikke bedre ord for det, end at det føles som at komme hjem. Hver eneste gang. 



Hvad siger I? Har I også prøvet at måtte redefinere jeres syn på en bog?

tirsdag den 4. november 2014

Litterær udklædning #1

Jeg har alle dage elsket at klæde mig ud - sådan virkelig.
Da
 jeg var så heldig at have en mor, der elskede at klæde mig ud lige så meget, som jeg selv gjorde. Og allerede dengang kom mine yndlingsudklædninger fra bøgernes fantastiske univers. Jeg husker som 4-årig at være så fascineret af Tengils soldater (Ja, dem fra Brødrene Løvehjerte, og nej ikke selve Tengil. Bare soldaterne... Jeg var et lidt mærkeligt barn,) at jeg elskede ofte klædte mig ud i sort tøj og tog strømpebukser på hovedet, når jeg kom hjem fra børnehave.
Senere har min mor lavet vildere kostumer til mig. Jeg har sjældent været så lykkelig, som da jeg i 1. klasse klædte mig ud som Harry Potter (der skal nok komme et billede, selvom det bestemt ikke er et vildt kønt syn.) Men året efter (og året efter det, og året efter det) var det dronning Galadriel fra Ringenes Herre, der havde stjålet mit hjerte, og ja - jeg tilbragte 3 fastelavner med hvid kjole, lyst hår og elverører... Og varierende mængder af tænder. Galadriel er altså lidt smukkere med fortænder.

Jeg elsker stadig at klæde mig ud lige så højt, og det litterære aspekt har heller ikke ændret sig, selvom jeg ikke længere har min mor til at sy kostumer til mig, og altså derfor selv må til at være kreativ.


Dette ledte til, at jeg denne Halloween - for virkelig få penge (17,50 kr, for at være helt præcis) - fik klædt mig ud som Faun - eller en kvindelig Tumnus fra Løven, heksen og garderobeskabet.
Mit kostume i sig selv var egentlig super simpelt. Jeg lavede bare en faunemakeup ved hjælp af 2 forskellige farver pudder (der findes 1.000 tutorials på youtube) og kreerede et par små horn på en hårbøjle med ører ved at vikle lidt ståltråd omkring sig selv, vikle malertape omkring det, male det - og voilá! I kombination med noget jordfarvet tøj og et rødt halstørklæde : ét styks faun!

Det var en skøn Halloween, og jeg fik mange komplimenter for mit (sindssygt simple) kostume - selvom de fleste nu troede, jeg var elver. Oh well. Lidt Galadriel er man vel altid.




Hvad var I klædt ud som denne Halloween? Elsker I udklædning lige så meget, som jeg gør - eller synes I, det hører barndommen til?